20130820 formand@ekml.dk

Et forsøg på at give et lille billede af Dulfu Træffet Danmark Rundt 2007. Det mest opsigtsvækkende er nok, at turen blev gennemført på trods af vejrudsigterne for ugen.

Lørdag den 28.juli:
Drog 12 fly afsted fra Måløv med Padborg som destination. Vejret var som vejret nu har været det meste af sommeren 2007, blæsende og med en del skyer og ikke mindst CB’er med masser af vand. Derfor blev det besluttet at mellemlande på EKRS eller Korsør for at se vejret an. Det var hensigten at flyve via Ærø for at indtage Ærøpandekager i Marstal, men en stor CB’er havde tilsyneladende lagt sig i vejen og flyene gik direkte til Padborg, dog med en afstikker til Haderslev, da et af flyene manglede brændstof. En af følgebilerne havde lagt vejen forbi “Karlslund” i Fruens Bøge ved Odense for at indtage den verdensberømte æggekage med masser af flæsk, tilsat traditionel jazz live. – I Padborg ventede Bernt og Ralph på os for at briefe om hvordan vi kunne indrette os. De fleste valgte at sove indendørs mens nogle få afprøvede teltet, men regnen var behersket. Aftenens menu bestod af pizza’er, som blev bragt til os per bud. Uli var fløjet op til os fra Eggersdorf med Berit i deres følgevogn. Strækningsvejret fra Eggersdorf/Berlin var ikke godt og der dukkede ikke flere fly op derfra.

12 fly nåede frem til Kruså-Padborg

Søndag den 29. juli:
Morgenmaden i Padborg blev anrettet af Bernts Lejla og familie – vi skulle blot sætte os til bords. Tak for en god service.
Efter morgenmaden søndag drog flokken videre til Herning og flere fly stødte til, hvor Leo og frue med hjælpere havde sørget for en meget lækker frokost i Herning UL Flyveklubs klubhus. Som altid er servicen i Herning i top. Strækningsvejret var som en “bumby road”, men vinden var næsten lige på banen og alle kom frem i god behold. Efter kaffen og de lækre kager drog flokken videre mod NULF. Vejret var stadig blæsende fra vest, men sigtbarheden var god. 16 fly nåede frem til Brønderslev Airport. – Telte blev slået op mens pattegrisen roterede og flødekartoflerne blev stillet frem og pirrede sulten og ved 19-tiden kunne festmiddagen begynde i den ene store hangar. – Der blev snakket til henad midnat og så krøb vi til køjs, de fleste i telte.
Der briefes før pattegrisen hos NULF søndag aften.
Uli, Lars, Freddy, grisen og Madmor i nævnte rækkefølge.

 

Mandag den 30.8:
Vejret blev langt bedre end varslet. Fint sommervejr Nordenfjords, simpelthen, med let til frisk vind fra en næsten skyfri himmel. Resten af landet fik masser af regn og masser af vind.
Ved 10-tiden gik præcisionslandingskonkurrencen i gang. 4 hold á 3 eller 4 fly skulle lande 3 gange. Som altid er den første landing ikke så god. Piloten skal lige “skyde sig ind” på banen og mærket. Lars Krogh Jensen, Herning blev no. 1 i en Eurostar (vandt vandrepokalen), Freddy no.2 i en Savannah og Kjeld Andersson (elev) no.3 i Skyrangeren. NULF’s 2 trike lavede deres egen landingskonkurrence – de kan jo lande på en femøre.
Om eftermiddagen blev navigationskonkurrencen skudt igang efter den sædvanlige procedure, dog med den forskel, at posterne blev fundet på Google Earth og spørgsmålene formuleret efter hvad du kunne se fra satelitten. Freddy og Lars i Savanneh’en checkede posterne og spørgsmålene/svarene, inden flyene blev sendt afsted med få minutters rækkefølge. Alle fly nåede en tur omkring Skagen og Læsø fik lov til at ligge i fred. Alle poster kunne ikke nås inden for tidsfristen på 100 minutter.
Vindere af konkurrencen blev: No.1 Ib Rasmussen/Anders Larsen (vandt vandrepokalen), no.2 Thore/Hans H.Hansen og no.3 Johnny Larsen/Buller. Det gav ekstra point af lande på stregen fra formiddagens landingkonkurrence +/- 6 meter. Kun eet fly fik point herfor, nemlig Peter Hvitfeldt. Når dette læses, har vinderne (no.1) modtaget Dulfu’s Vandrepræmier med posten.
Om aftenen blev der tilbudt “rundflyvning” i en YAK-52, som jo kan flyve både forlæns, baglæns, rulle, loop’e osv. KjeldA, CarlN og PeterH skulle prøve det, men vi andre kunne godt nøjes med at se på. – Igen var det line’et om til et festligt måltid i hangaren med Pinot Noir og Amarone vine til overkommelige priser. Og nu lykkedes det at få sunget et par sange, Albatros’ slagsang og Den er fin med kompasset!, under kyndig ledelse af den medbragte sangtrio, Albatosserne, v.Hans H.Hansen, Carl Neergaard og Piet. Alle tog det pænt og sang vist nok med.
YAK-52’eren klar til afgang med KjeldA på bagsædet.

 

Tirsdag den 31.8.
Efter morgencomplet’en med æg og det hele hos NULF, tog flyene afsted tidligt på formiddagen. Der var tiltagende blæst i vente. Alle fly ankom planmæssigt til Thorkild (Bjerre), hvor frokosten stod klar kl.12:00 med Kirstine og Thorkild som værter og køkkenskrivere. Ialt 19 fly ankom til Bjerre. – Umiddelbart efter frokosten briefes der til Mini Rally’et med lysbilleder og det hele. Rally’et blev desværre aflyst i sidste øjeblik på grund af for megen vind, 21 kt+ i stødende, men vi fik udleveret alt materiale med ruten, fotos af vendepunkter osv. Ærgerligt at et stort forarbejde gik tabt, men sådan er det jo med det vejr. 8 UL fly var parate til at tage afsted. Måske forarbejdet kan anvendes ved en anden lejlighed.

Nogen slog deres telte op under flyene, men de fleste søgte læ for vinden i Thorkild og Kirstines have. Ved ca. 1830 tiden indfandt naboerne sig og vi kunne bænke os i den festpyntede hangar, ca. 60 mennesker ialt til helstegt pattegris med flødekartofler.
Den helstegte under tilberedningen under Frands Frandsens kyndige ledelse.

Snakken gik livligt hele aftenen men der blev da tid til at lykønske Jens Petter på sin fødselsdag og demonstrere
det sidste nye indenfor udstyr til langdistance piloter, demonstreret af Bo Rønnow. – Det medbragte sangkor
fik også denne aften lov til at synge et par lystige viser, samt en vovet vise, igen med opbakning af tilhørerne.

Tak til Kirstine og Thorkild, fordi vi måtte kikke forbi.

 

Onsdag den 1.august:
Efter det store ta’selv morgenbord var tiden inde til at flyve til Randers (EKRD). Ca. 20 fly drog afsted til frokosten.
Det var en lille fin flyvetur fra Bjerre til Randers i godt vejr. Steffen passede radioen på Randers Flyveplads, og sørgede for, at vi alle kom godt og sikkert ned. Jørgen Larsen fra Østjysk UL-klub tog pænt imod os.
Maja, kantinedamen, havde lavet et flot frokostbord til os, med bla. tarteletter, der smagte himmelsk.
En stor tak til Jørgen og Maja – vi ser frem til at møde jer igen.
Efter en kort briefing om resten af turen og vores forestående fest på Måløv, begav vi os så på vej til Ringsted Flyveplads.
Vejret var perfekt til flyvning.
På flyveturen til Ringsted blev radioerne brugt flittigt, både til Ålborg Approach og Copenhagen Info.
Da vi ankom til Ringsted, var det tydeligt, at trætheden var ved at melde sig. De planlagte 2 overnatninger blev reduceret til 1
Aftensmaden stod på udbragte pizzaer.

 

Torsdag den 2.august:
Efter morgenmaden torsdag morgen, fløj vi til Måløv, hvor dagen blev brugt, dels til Københavner-turen med vore 6 tyske gæster, hvor vore guider var
LarsT- Jens Peter Schütt og Peter Søby, dels til at få de sidste indkøb/detaljer på plads til festen.
Til festen i den store hangar om aftenen mødte ca. 60 gæster op.

I anledning af turen blev der produceret 100 T-shirts, som blev solgt til deltagerne i turen og andre interesserede til minde om begivenheden.
Af en eller anden grund er det altid lykkedes at gennemføre disse Danmark Rundt og andre ture, på trods af vejrudsigter, som kan give panderynken. Enkelte gange er afgange dog blevet udsat en dag. – Hvad de følgende år vil byde på af vejr, vides ikke med bestemthed, men når du er ude i det, vejret, er det ikke så slemt. Og du kan altid logge endnu en bunke erfaringer i din logbog.