Som bekendt gik årets ”Albatros uge 31 udflugt” til Eggersdorf Flyveplads, der ligger ca. 40 kilometer øst for Berlin, temmelig nær den Polske grænse.
Og ikke uventet, så blev turen årets største og bedste danske ul-oplevelse.
Magen til gæstfrihed findes næppe. Den kæmpe store flyveplads står til vor rådighed, og næsten alting er gratis for os. Underholdningsniveauet verbalt, musikalsk og sangmæssigt kan ikke beskrives, det skal opleves.
Maden, indlogeringen og servicen er i top.
Vores venskabsklub hedder Märkische Schweiz, og har 42 ul-piloter. Formanden hedder Eric Reiche. Flyvepladsen ledes af Ulrik Mohr. Nok så vigtigt er ”Die Fliegende Kiste”.
Flyvepladsens kneipe,værtshus, spisested, med 5-6 enkelt/dobbelt værelser. Og alt til Øst-tyske priser.
Vi skal virkelig stramme os an, for at matche tyskerne, når de er på besøg her hos os. Men i Albatros plejer fantasi og handling jo ikke at fejle noget, så det skal vinok klare. Vi har inviteret dem til Danmark til næste år i uge 31. Vi er allerede i gang med planlægningen.
Her 3 dage efter hjemkomsten, dukker der stadig og hele tiden pragtfulde minder op, der lige skal vendes en gang til. Kanon tur.
Fra os deltog 14 fly. I alt 37 personer. Til velkomstarrangementet var vi 65 UL-folk.
Traditionen tro, plejer vi at lave et referat fra turen. Oftest som en slags dagbog. Men vi havde jo ikke Piet med denne gang, så derfor kommer dagbogen til at se lidt speciel ud denne gang.
Et par dage før den fastsatte afgangs dato fløj vore jyske venner til Eggersdorf. Det var Bjarne, Dennis, Finn og August. De kunne ikke vente til den planlagte afgang d.29.7. De stak af hjemmefra medens vejret var perfekt. Holdt
det? Ja, vejret holdt!
BjarneR skriver – Endnu en gang var vi ved at lave en plan over turen til Eggersdorf. I ugen op til lørdag den 29-7 truede vejrguderne med dårligt vejr, det gjorde at Finn Snitter, Dennis, August og undertegnet dagligt justerede på vores fælles plan om at følges til Eggersdorf.
Tirsdag aften så ud til at det perfekte flyvevejr om torsdagen måske afløses af enkelte byer. Så besluttede Fin Snitter at flyve onsdag, det var vi andre ikke klar til, så vi fløj til Padborg torsdag eftermiddag, efter et kort ophold på Padborg flyveplads, fortsatte vi til Flensborg. Derefter fortsatte vi med kurs mod Wahlstedt, men det lovede regnvejr lå over Hamborg, så vi ændrede kursen til nord om Lybeck, hvor vi havde fint flyvevejr.
Finn Snitter viste at vi kunne få benzin i Neustadt Glewe, vi landede og regnede lige med at kunne nå til Eggersdorf inden solnedgang. Tårn passeren sagde vi kunne få benzin næste morgen og de flinke svæveflyver folk havde gang i stegte pølser og øl.
Fredag morgen fik vi et fint morgen måltid, hældt benzin på flyveren og så på ny mod Eggersdorf.
August landede på Kyritz og Finow, mens Dennis og jeg, tog den korteste vej og landede 10 min før August i Eggersdorf. Resten af dagen og lørdagen blev vi i nærheden af Fliegende Kiste og testede de gode-isdesserter.
Lørdag d. 29.7. nedflyvningen.
Læs her Carl`s indlæg:
Så oprandt dagen – Lørdag 29. juli 2006 – hvor den længe ventede tur til Berlin kunne tage sin begyndelse. Inden var gået et par dage med intense studier af vejret. Skal – skal ikke! En front over Nordsøen lå for langt væk til at genere, men embedded CB’er og mulig torden over Nordtyskland måtte der holdes godt øje med. Efter et dejligt morgenbord arrangeret af Piet og en sidste inspektion af flyene gik det mod EKRS. For undertegnedes vedkommende dog ad landevejen med Søren og Kjeld, der kørte til Tyskland.
Jeg havde fået plads som co-pilot hos PeterH i hans Epervier ex 582 (Cessna gå hjem og læg dig!) med afhentning i Ringsted. Venlig modtagelse af pladschefen og en hurtig kop kaffe inden vi fortsatte til EKMB med landing 13:36. Nu gnavede sulten, og fra en stedlig burgerbar blev 6 burgermenuer afhentet og omgående fortæret. Kan anbefales – en burger så stor som en underkop, et bjerg af pomfritter og en Cola – det hele til halv københavnerpris. Hen på eftermiddagen besluttede vi at fortsætte mod Neustadt-Glewe.
Lidt over 16:00 var vi i luften og havde netop aktiveret flyveplan, da et støjhelvede brød løs. Trods headset lød det som fløj vi i en sky af småsten! Tilbage igen til Maribo. Et stykke tape havde revet sig løs fra vingeforkanten og det var dette, som hamrede løs på flyet i slipstrømmen. Vi fik tape af Johnny, som med HenrikB var i gang med at oplade batteriet på skoleflyet (det viste sig senere at dettes lader havde en ufuldstændig stelforbindelse – da dette blev rettet fungerede alt perfekt). Igen luft under vingerne, men historien gentog sig. Atter tibage på EKMB besluttede vi helt at fjerne den famøse strimmel tape, da den egentlig kun var af kosmetisk betydning. Det hjalp – og de to extra landinger var gratis, da de skyldtes tekniske årsager – Flinke folk i Maribo!
Iført røde redningsveste blev Fehmarn Bælt krydset i 3000 fods højde, men da vi ville kontakte Copenhagen Information og senere Bremen Information for at melde vor ankomst fik vi ingen forbindelse. Igen kontakt til Maribo Radio, som på fortrinlig vis fungerede som relæstation. Ned over Fehmarn med kurs mod Lübecker Bucht – og der lå den så: En enorm CB med forreven underside over et mørkviolet landskab. Vi drejede af på en østlig kurs, men nåede lige at få et ”sug” på ca. 1000 fod ved randen. Lars A, der sammen med Tove kørte trailer-bilen fortalte senere, at de netop her havde oplevet et meget kraftigt regnvejr. Som en olm sort tyr er en CB altid en oplevelse, men som bekendt – kun på afstand.
Vel ankommen på Neustadt-Glewe flyveplads mødte vi Allan, der på vanlig smilende vis tilbød at hente benzin i byen. Allan var følgebil for Vagn. EDAN er centrum for en omfattende svæveflyve aktivitet og hos svæveflyverne fik vi de nyeste informationer om vejret (på hjemturen 3. august havde vi i øvrigt den store oplevelse at se et større antal svævefly komme tilbage fra planlagte
strækningsflyvninger – først hørte vi positionsmeldinger i radioen: ”oskar-papa fünf kilometer”, lidt senere ”kilo-lima fünf kilometer” og så fremdeles, dernæst dukkede de op på finalen, snorlige stakket som trafikfly under indflyvning. Efter landing strøg de på centerhjulet hen ad jorden som skøjteprinsesser på et ben og først efter adskillige hundrede meter lagde de sig roligt til hvile på højre vingespids – det var imponerende og ligefremt smukt!).
Vi forlod EDAN 18:22 med kurs mod Pritzwalk og herfra videre til Rechlin-Lärz og Finnow. Hen over de høstmodne marker og store skove vekslende med flaskegrønne søer, hvis aflange form røbede istidens voldsomme ændringer af landskabet under os. Et par dage før afgang havde Peter afgivet flyveplan og lagt alle rutens koordinater ind i GPS’en. Det var første gang jeg oplevede dette instruments fortræffelighed. Samtidig var det en udfordring til navigatørens evner som kortlæser og en stor fornøjelse når GPS’ens nøjagtighed kunne bekræftes – eller var det måske omvendt?
Efter en samlet flyvetid på 3 timer og 55 minutter satte vi 19:55 hjulene på Eggersdorfs lange bane og i løbet af kort tid var alle fly og biler igen samlet med deres glade mandskaber.
Henri skriver:
Skulle Busturen fra 2004 hævnes ?
I hvert fald var ca. 15 piloter besluttet på, at ville flyve til Eggersdorf i uge 31.. og det nye Skolefly skulle med, der var bare det lille problem, at Flyet ikke var bygget !
En lille, men energisk gruppe satte sig for , at den skulle med og de arbejdede næsten i døgndrift… og det lykkedes, i sidste minut var den færdig og ved hjælp af Freddy`s pendulflyvning kom godkendelsen i hus.
Dagen før dagen skulle der foretages prøveflyvning (af to dristige piloter) til Ringsted, hvor motoren testede piloternes nerver på turen derned, men nogle effektive justeringer løste problemerne.
Lørdag den 29. kl. 1000 var der hektisk stemning i klubbens glashus, pakning rutekort, vejrproblemer etc., der var nerver på! Endelig kom man afsted, følgebil(er) blev fyldt med elever og pårørende der ikke skulle flyve og andre elever mv. skulle med som observatører hos div. piloter. En hel armada drog sydpå !
Til en sund brummen fra Jabiru -motoren i Savannah’en tog vi det første sving fra Måløv, på vej til Eggersdorf. Det første stop i Ringsted blev hurtigt afløst af Maribo hvor vi ankom i (næsten) samlet flok, godt sultne og tørstige til en lukket Kantine, heldigvis har klubben et par medlemmer boende I nærheden. Peter Doll og hans søde kone, som kørte ind til byen og købte ind….Tusinde tak !!
Freddy havde selvfølgeligt lagt flyveplan som blev aktiveret inden vi drog videre på den første spændende del af turen.
Femer Belt var noget meget tåget noget der, fra ca. 2500 f, lignede den Storebælt uden Bro og med meget dårligt sigt, men vi kastede os ud i det. “DU navigere så styre jeg, sagde Freddy !” simpelt hvis man kan det og nemt hvis man kan se noget…. men pludselig dukkede land op og vi var i Tyskland!
Radio Bremen var ikke til at forstå/kontakte, hvilket er uforståeligt når man har hørt Freddy tale tysk men det blev hurtigt andre ting som krævede opmærksomhed……….Jeg syntes Freddy kravlede lidt længe langs land i stedet for at skrå over vandet, indtil jeg kiggede skråt tilbage og så ..buller og brag lige i hælene på os! Det var den erfarne pilot der holdt land i sigte hvis uvejret nåede os, men den lynhurtige Savannah drønede fra uvejret og hoppede videre mod Neustadt Glewe.
Neustadt Glewe dukkede op lige som den skulle…. lige for enden af startbanen bogstaveligt talt.
Efterhånden blev det nemmere at finde støttepunkter til kortet, veje, floder søer og skove, masser af navigationspunkter! Freddy havde selvfølgeligt en GPS med hele ruten, men den kunne jeg ikke se, så det var en god øvelse med GPS kontrol. Jeg syntes at vi hyggede os på hele flyveturen, alt fungerede som det skulle og vi ankom, næsten hver gang, som de første.
Nu manglede vi bare det sidste ben til Eggersdorf, en betagende tur…. i aftensol (vejret blev bedre og bedre jo nærmere målet vi kom). Søer og skove i forskellige panoramaer afløste hinanden, det var næsten synd at gå ned på den gamle kendte plads, denne gang i fly og ikke i en Bus midt om natten.
Alt var som for to år siden, pladsen, Den “Flyvende Kiste,” de samme personer og den hjertelige modtagelse , … En pragtfuld tur herned og et herligt sted til flyvning, ikke mindst for de fem elever som kunne gå i gang med grundreglerne i UL-flyvning, takket være et lille hold Albatosser der fik flyet færdigt i sidste sekund og Johnny………… som fløj det ned og skolede elever som en gal i al den tid vi var der.
Hjemturen var helt perfekt, men det er et helt andet kapitel.
Søndag d. 30.7.
(Vagn). Solen gjorde det steghedt i teltet, op 7:00, en dusch, morgenmad i Fliegende Kiste, benzinindkøb, snak, flycheck, benzin på, mere snak. Sådan kan der gå lang tid! Jeg havde den gamle Rans6 9-101 for mig selv, alle andre havde andre planer, så hvor skulle jeg flyve hen? Rosi og Werner, de lokale UL-instruktører, havde udpeget nogle gode frokostmål på flyvekortet. Nogle med simpel ‘Essen’, andre med ‘gutes Essen’ eller sågar ‘sehr gutes Essen’. Blot 20 km mod henholdsvis Ø, N og S lå 3 gamle pladser, etableret sidst i 30’erne ligesom Eggersdorf og mange andre pladser omkring Berlin, som jeg passende kunne undersøge. Først Neuhardenberg, hvor jeg i 2004 havde været på et godt cafeteria. Som Rosi havde forudsagt var det lukket, så efter en hyggelig sludder med der Flugleiter og med et stempel i logbogen (ligesom sidst) gik det videre. På Strausberg fik jeg en overstrømmende modtagelse med uddeling af turistbrochurer og CD med musik fra Strausberg! På Gaststätte’t uden for hegnet skulle der være ‘sehr gutes Essen’ og det holdt stik. Og en sød servitrice, hvor der som efterskrift
kan nævnes at i ugens løb kom analogt med ‘(sehr) (gutes) Essen’ også ‘(sehr) (schöne) Servitricen’.
Kan Strausberg bære 4 S’er?
Videre til Fürstenwalde med ‘Essen’ for en kop eftermiddagskaffe. Der holdt en bekendt sølvgrå Fox og ganske rigtigt, under en parasol sad Finn Snitter med en iskaffe, det var 30 grader varmt. Vi fik en lang snak med flyvelederen og et par iskaffer senere nåede vi lige tilbage til Eggersdorf inden lukketid
19:00. – En fin rundtur!
(Freddy) Søndag aften havde vi det traditionelle velkomstarrangement, med taler og gaveudveksling. Et 9 mand stort hornblæser orkester spillede under middagen, der bestod af Hjortesteg med brun vildsauce, karrygullash og rødgrød med fløde.
HansH måtte have harmonikaen frem, og sammen med de lokale, blev der spillet og sunget til langt ud på natten.
BjarneR – Søndag var Dennis og jeg en tur i Saarmund, en ul/svæveflyver plads, med en del Trikes, gyrokopter og et godt spise sted. August tog hjem på ferie med børnebørnene.
Mandag d. 31.7.
(HansHH) Finow
Kl. 11 skulle vi mødes ved museet, det kom så ikke til at holde helt, så vi mødte en lidt utålmodig PeterS der var kørt der op i bil. Han havde forhandlet sig til en særpris med rundvisning.
På pladsen står der en statue af Lenin som havde sin egen historie. Den havde ikke altid stået på denne plads, men var hentet andetstedsfra. Mange af flyvepladserne har været under russisk kontrol, hvorfor der har været sådanne statuer flere steder. Vi så derpå en model af pladsen, og fik hele dens noget brogede historie. Da det var statsskov, startede man med at rydde hele arealet for skov inden der overhovedet forelå planer for bygningen. Senere blev dens betydning opgraderet således at det var en af hoved flyvepladserne, hvilket indebar at dens bygninger skulle være lavet af mursten og andre gode og kostbare materialer. Vores rundviser var meget grundig i sin gennemgang af pladsens historie, og vi anede et sus af historie omkring pladsen.
På pladsen stod der et russisk passagerfly, der havde været brugt til at transportere deserterede østtyskere tilbage, efter sigende var de lænket til sæderne under transporten, og piloterne var regeringsansat. Vi fik lejlighed til at sidde i pilotsæderne og besigtige den antikverede teknologi. I en af hallerne fik vi følgende historie. Efter relativt få timers træning havde en ganske ung pilot valget mellem at flyve i kamp i et andet for ham ukendt fly eller blive skudt. Han blev skudt ned og sluttede i et mosehul, hans lig blev gravet op sammen med flyet, som nu er udstillet.
I den lidt mere moderne afdeling fik vi en grundig indføring i jetmotorens mysterier af Johnny. Det samme galt også elementær helikopterteknik. Et godt måltid blev nydt i træernes skygge inden resten blev besigtiget før hjemturen. Museet har ca. 20000 besøgende om året, og er i konstant pengemangel, man vil dog ikke sætte billetprisen op, da der er stor arbejdsløshed i området.
Vi nåede også at få en interessant snak med en flykonservator, der gik og istandgjorde nogle DC3 flaps.
En god og spændende eftermiddag
hansHH
BjarneR – Mandag var vi en flok der fløj til Finow og fik en rundvisning på flymuseet, jeg tog tidligt hjem for at fortsætte turen til Tempelhof som blev afbrudt for 2 år siden. (da vi skulle hjem sidste gang, fungerede det ene tænding system ikke og vi blev hentet på trailer) Werner havde den gule CT tanket og klar, så vi kunne prøve igen. Vi startede og der var nogen kommunikation først med Berlin Information, som fik vores plan: VFR til Tempelhof via Echo1, Echo2. Derefter stillede vi transponder og fløj i 2000 fod langs en jernbane mod Berlin centrum, halvvejs hørte vi på radioen at en flyver foran os fulgte en forkert jernbane og blev hjulpet på ret kurs igen.
Kort derefter fik vi besked på at ændre kursen til direkte anflyvning bane 27 R, som nr 2, derefter fulgte vi den ternede bil til pakering. Efter startgebyr og en kop kaffe gik vi ud til flyveren igen og denne gang virkede begge tænding systemer 🙂 og vi kunne taxi ud til bane 27 R og hjemturen var
samme rute bare lidt sydligere..
Tirsdag d. 1.8.
Fløj Mogens og Allan en tur i Polen. Vi har verbalt hørt lidt fra Mogens om den vellykkede tur. Vi hører nok mere! – (LarsT) Tirsdag aften havde vi traditionen tro vores månedlige klubmøde. Freddy ledte mødet, idet Lars var ankommet få timer tidligere. Det var et almindeligt møde som på glimrende vis for ny-tilkomne og familie viste, at vi er en herlig blandet forsamling med mange meninger om tingene. Der er alt i alt brugt ca. 680 timer på byggeriet af vores nye SkyRanger og der er hermed en stor tak til alle som medvirkede til at den blev færdig til tiden. Freddy havde talt med Harald i Eggersdorf Radio og fået at vide at han meget gerne ville have information efter devisen “hvem, hvad, hvor”, når man henvender sig første gang i forbindelse med start eller ankomst udefra. Eksempler på god praksis blev gennemgået på flere sprog. Herudover blev der diskuteret praktiske ting i forbindelse med turen og vi havde den sædvanlig bordet rundt under Hans Hansens kyndige ledelse. Her opfordrede Vagn til, at vi følger trafikrunden og går ind i den på medvindsbenet. Det skaber farlige situationer, når vi er mange og nogle ikke følger runden og f.eks. blot melder “lang finale”. Mødet sluttede efter ca. 1,5 time hvorefter der var kaffe, øl og hyggeligt samvær i baren.
Onsdag d. 2.8.
(Vagn). Så har jeg set det med, håndstart af Bjarnes Rans6. Med Dennis inde i flyet stod Bjarne foran propellen med handsker på og med en kvik snurren med begge hænder var der liv! Nur Behändigkeit.
(Freddy) Onsdagen var også dagen, hvor flere af os kørte en tur til Berlin, med tog eller bil. Flyene på Berlins Tekniske Museum blev studeret grundigt. Om eftermiddagen fik klubflyet et eftersyn hos Paule. Senere på eftermiddagen havde Eberhard Bügel, der har en hangar/bolig i Flieger Dorf inviteret til besigtigelse af sit Pottier P130 byggeri, der har været 4 år undervejs. Både Eberhard og hans kone Ellen bygger på flyet.
Finn Snitter skriver:
Berlin 2006 – 600 km i Super FOX22.
Her anden gang til Berlin, var jeg ekstra spændt. Min Super FOX22 skulle bære mig derhen med hele min oppakning, og med en rejse speed på 85 Km i timen, og uden GPS. Navigering som i gamle dage.
Onsdag d. 26.8. startede jeg kl. 9:30 fra Herning. Vejret var Cavok hele vejen til Berlin, grundigt undersøgt ved meteorologen. TAF og Metar var friske fra min PC. FOX`en stod og trippede, den ville af sted nach Syden. Et kraftigt farvel til Christel, hun ville nu nok gerne have været med, men ønskede at blive hjemme som bagland til familie og mig.
Efter start kalder jeg Karup Approach ”UL 9-41 VFR Herning, Padborg, Berlin, ønsker at flyve i 1700 fod”. K.A. ”Tilladt og god tur i UL`eren”. Navigationen går fint, jeg kan flyve T.T. uden vindkorrektion. Vinden variabel 3 Kts. Gennem Billund/Skrydstrup. Jeg flyver altid sådan, at jeg er i kontrolleret luftrum, det giver en god træning i Radiokommunikation.
Efter 1 time og 30 minutter lander jeg som beregnet i Padborg hos Peter og Finn. Vi aftaler at Finn henter benzin og jeg ”drejer” et par runder med Peter og banker rusten af ham. Peter udbryder i stor glæde ”Jeg fortsætter alligevel med at flyve UL”. Planen var, at han ville stoppe. Ham må vi beholde ved grænsen!
Benzin påhældt og over grænsen. Kalder Flensburg Info for Landung. Piste 11 er i brug. Landingsafgift 4 Euro. Priserne i Tyskland er billige, ligger mellem 0 Euro til ca. 5 Euro. Før starten må jeg selv bestemme, hvilken bane der passer mig bedst. VFR Flensburg, Neustadt Glewe, Wahlstedt. Efter Wahlstedt er jeg usikker på min kurs. Drejer tilbage til pladsen på kurs TT 138 til Meldepunkt Lima ved Lübeck. (Husk: Stol altid på dit kompas og den beregnede kurs). Området er utroligt smukt fra oven hele vejen til Neustadt Glewe. Kort før flyvepladsen skal jeg passe på en IFR indflyvning på tværs. Min max højde 1000 fod. Jeg får tilladelse til at lande på eget ansvar, sådan er det mange steder i Tyskland. Tårnmanden står allerede klar med 40 liter benzin, og siger at jeg kan tage mig et brusebad hos svæveflyverne, det er kun 35 grader varmt! Ja, så flinke er de på pladsen. Hastigt videre til Pritzwalk, Neuruppin, Finow. På denne del af turen skal der navigeres hele tiden efter skove, veje og vindmøller.
Kort før Finow siger jeg til Berlin Information, at jeg ikke lander på Finow, jeg har benzin nok direkte til Eggersdorf. Flyver skrå over. OK siger han, og ser mig som en svag primær prik på sin rader. Hvor er det skønt at have ham, som overvåger området, når jeg ingen GPS har i baglommen. Min nye kurs tog jeg lige ud af mit hoved og over en tommeltot. Det var en bommert. Kort efter var jeg på gal kurs.
Jeg burde have slået en ny streg på kortet og nøjagtig kurs. Efter nogen tid kaldte jeg Berlin Info op.
Jeg var lidt usikker på min position, men forude ligger en sø og en kæmpe stor hvid bygning, fint siger han, du kalder over søen. ”9-41 over søen”, du styrer 90 grader, vind variabel 3 Kts. ”Verstanden 9-41” 10 minutter senere, Berlin Info 9-41 i din kl. 12 position ligger Eggersdorf Flyveplads. Jeg takker og ønsker ham en god vagt. Lander på Eggersdorf kl. 12:15 med en ØM ende. En fantastisk skøn og berigende flyvetur på 600 Km.
Jeg indlogerer mig på ”Die Fliegende Kiste” hos Rosi og Bernd, og sådan velkomst er svær at beskrive.
Jeg hygger mig med snak og opsnuser, at een på flyvepladsen bygger et træfly P130UL. En skuldervinget, bygget efter Bjørn Andreason Bølkov Junior fra Sverige.
Velkomstaftenen var denne gang uden bål på grund af brandfaren i tørken, men med sang og musik, og jeg fik min sang ”Über den Wolken” spillet og sunget af Bernd med akkompagnement af græshopper.
Dagen efter besøger vi Eberhard og hans kone Ellen De bor på den anden side af pladsen i et sommerhus med hangar. Et rent flyveparadis for os danskere.
Ellen slæbte 3-4 borde + stole sammen og kogte kaffe til os alle. Vi kom betydeligt flere, end forventet.
Derefter besigtigede vi træ-vidunderet P130UL. Ellen og Eberhard fortalte med stor glød, om hvordan de 2 havde limet lister og krydsfiner sammen. Efter tegninger fra Frankrig udgivet af RSA som er en flyveorganisation. Tekniske beregninger af O.U.V. som er en tysk organisation, der hjælper sine medlemmer også med godkendelse og prøvebelastninger af vinger 1400 Kg., derefter på haleplan, højderor, finne, sideror, og krængeror, med motor samt faldtest med fuld last 450 Kg fra en højde af 37 cm. Prøveflyvningen forventes til efteråret med Sauer motoren. Jeg er meget spændt på forløbet, idet den er bygget lidt tung.
For den gode information og beværtning, fløj jeg dagen efter med Eberhard en tur til An der Odder, et inddæmmet lavland, hvorfra de fleste grønsager går til Berlin.
(Freddy) Afskedsarrangementet blev fremrykket til onsdag aften. De store bøffer og pølser på grillen blev fortæret med velbehag og igen som dessert rødgrød med fløde. Hornblæserne var på plads igen.
Det var sang og musik. Carl havde til lejlighed digtet ALBATROS SLAGSANGEN.
Læs her hvad Carl skriver:
Som refereret andet sted holdt Eggersdorf folkene afskedsmiddag for os onsdag aften. Allerede ved velkomstmiddagen søndag aften havde de vist os deres ægte sangerhjerter og selv om vi kæmpede os igennem ”Det var en lørdag aften” var der, som Hans Hansen bemærkede ved klubmødet, ”ikke rigtig gang i den”. Inspireret af dette og det gode kammeratskab, samt sted og stemning og ikke mindst som et bidrag til festlighederne, forfattede jeg en lille sang på to vers på melodien ”Den sømand, han må lide…”. Den synges lige igennem uden gentagelser og er som følger:
ALBATROSSERNES SLAGSANG
| At albatrossen flyver Går over vor forstand – stand – stand For går den her på jorden, Den vralter som en and! Den basker lidt med vingen Og gør et lille hop Hej – komfallera – hurra Den vil så gerne op! |
Men er den først i luften, Den flyver åh så flot – flot – flot Og svæver som en dronning Over mark og havet blåt Nu vingen fuglen bærer Det bliver bare ved Hej – komfallera – hurra For den vil aldrig ned! |
Det kan vel ikke undre at det er forfatterens håb at sangen kan blive en ”sammenrystningssang”, der for fremtiden kan bidrage til den gode stemning.
Torsdag d. 3.8.
Et par stykker fløj hjem i det gode vejr. Vi var andre, der fløj en tur rundt om Berlin.
Læs her om nogle af Kjelds Anderssons oplevelser:
Elev i Eggersdorf
(eller historien om den dansende badebold)
Jeg har altid drømt om at kunne flyve og efter en lang vinters studier af den teoretiske del, PPL(A) eksamen i april og derefter N-BEG radiocertificering skal jeg endelig prøve at styre for første gang. Jeg er taget til Eggersdorf lidt øst for Berlin med flyveklubben Albatros. Vi er 5 nye elever, der skal skole med flyveklubbens nye fly: En Skyranger. Der er tre instruktører med på turen, så alle burde kunne komme godt i gang med skolingen.
Jeg synes selv, at jeg har forholdsvis let ved at lære motoriske færdigheder, at stå på ski, at køre motorcykel, at sejle osv. så jeg regner nok med at jeg kan finde ud af det, da jeg starter på min første tur med Thore som instruktør. Jeg bliver klogere. At styre rorene i 3 dimensioner og holde øje med hastigheden samtidig med at der er en del termisk turbulens viser sig at være noget, der overstiger min simultankapacitet.
Skyrangeren hopper og danser som en badebold på et oprørt hav og mine forsøg på at styre har meget begrænset effekt. Jeg ved ikke hvad der er værst, min maves uvante bevægelser eller min voksende irritation over, at jeg ikke kan gøre det bedre. Jeg begynder at overveje, om det der med flyvning måske bør overlades til professionelle – porcelænsmaling kan sikkert også være fint. Heldigvis er jeg ikke den eneste elev med den oplevelse. Det hjælper lidt at snakke med de andre elever, der heller ikke finder det alt for let. Johnny (instruktør) erklærer med overbevisning i stemmen, at Skyrangeren flyver rigtigt godt. Jeg har lidt svært ved at tro ham.
Jeg er i besiddelse af en god portion stædighed. Enkelte mindre ærbødige personer i min omgangskreds bruger ordet stivnakket, selv foretrækker jeg betegnelsen vedholdende. Så jeg tænker en del over, hvad jeg kan gøre bedre i den næste skoleflyvning. Det begynder faktisk at gå en lille smule bedre. Thore er en meget tålmodig mand. Selv om han ofte hænger sidelæns i selen, nøjes han med at klikke diskret på libellen, når mine sving truer med at sende ham sidelæns ud af flyet. I begyndelsen har jeg nok tænkt, at han klikker på libellen, fordi han tror at libellekuglen har sat sig fast ude i den ene side, og som den venlige mand han er, prøver han at få kuglen til at løsne sig. Ved at aflure hans kropssprog bliver jeg dog klar over, at han ikke mener, at det er instrumentet, der er noget galt med.
Det går fremad og det føles nu lidt mindre som badebold og lidt mere som flyvemaskine. Jeg begynder at fange sammenhængen mellem sideror og krængeror. Efterhånden bliver mine sving faktisk så gode, at de bliver rost af instruktøren. Jeg ved godt, at det sikkert står på side et i instruktørhåndbogen, at man skal rose eleven, men jeg er ligeglad. Det er rart at blive rost selv om det kun er en enkelt lille ting jeg er ved at få styr på. Der kommer dog hurtigt nye ting der skal øves. Jeg skal ikke trætte læseren med en videre beskrivelser af mine forsøg på at koordinere højderor og gashåndtag, blot bemærke, at jeg åbenbart er nået et skridt videre i min skoling, idet instruktøren nu hovedsagelig peger på fartmåleren i stedet for på libellen. Så ved de fleste nok, hvor langt jeg er nået.
Onsdag er alle elever undtagen jeg taget med toget ind til Berlin. Det giver mig en super chance for at få en lidt længere tur. Johnny foreslår en flyvetur rundt om Berlin. Det bliver en super tur, hvor jeg får en praktisk indførsel i planlægning af en længere tur. Undervejs ser vi CB’er med voldsom regn og et par gange må vi ændre kurs for at komme uden om lokalt dårligt vejr. Da vi efter turen skal lande på Eggersdorf ligger der en solid sky med regn og spærrer for os. Vi ligger og flyver frem og tilbage bag skyen, og overvejer at gå ned på en anden flyveplads. Til sidst går skyen heldigvis i opløsning og vi kan lande på Eggersdorf efter en tur på næsten 3 timer. God praktisk indførsel i disciplinerne ’planlægning af flyvningen’ og ’løbende bedømmelse af flyvningens sikkerhed’.
Under flyvningen ved Eggersdorf oplevede jeg et par gange nogle gyldne øjeblikke som stadig sidder dybt i den indre biograf:
Et øjeblik: Da jeg første gang havde så meget overskud at jeg kunne kigge ned på landskabet jeg fløj over. Jeg styrer flyet. Instruktøren sidder og kigger i nogle papirer. Jeg kigger ned og ser en vej med biler og en kanal med en flodpram. De bevæger sig i en dimension, jeg bevæger mig i tre. I præcis det øjeblik genoplever jeg den følelse, der fik mig til at starte med uddannelsen for snart et år siden. På et splitsekund er en gammel drøm pludselig blevet til virkelighed.
En andet øjeblik: Vi er fløjet op til nogle små cumulus skyer, som vi ligger og flyver rundt om, ganske tæt. Under et drej ser jeg flyets skygge inde på en sky omgivet af en regnbue. Svært at beskrive uden at bruge floskler. Jeg kan bare sige, at det er godt. Meget.
Tak for disse øjeblikke.
Jeg er efterhånden begyndt at tro mere på Johnnys ord om at Skyrangeren flyver rigtigt godt. Selv om der har været et par småting, der ikke fungerede optimalt har den givet mig og de andre elever nogle gode oplevelser. Turen til Eggersdorf har givet os en liste med ting, vi skal have gjort noget ved, så vi får det optimale skolefly. Vi skal nok have en anden propel, der giver lidt mere bid i starten til den korte bane i Måløv. Intercom’en skal være bedre. I de situationer under skoleflyvningen, hvor jeg som elev var presset, var det svært at afse mental kapacitet til at koncentrere sig om den skratten, der kom fra headsettet. Derudover var der et problem med bremserne, der ikke virkede optimalt, og med, at det var besværligt at tjekke olien.
Det har været en fordel, at vi var et hold på 5 elever, der startede skoleflyvningen samtidigt. Mange af de oplevelser, som vi hver især har gjort os, har vi kunnet dele med de andre elever. På den måde er frustrerende oplevelser blevet lettere at bære og de fede oplevelser endnu bedre.
Jeg vil slutte denne beretning med en tak til instruktørerne. Det er tålmodige mennesker, der i hvert fald under mine flyvninger har tålt en del rysteture uden beklagelser, når jeg har fløjet alt andet end koordineret. På nogle af mine sidste flyvninger i Eggersdorf var det sjovt at lege ’jagerpilot’ med små snævre drej fra side til side. Jeg er ret sikker på, at det var sjovere for mig end for instruktøren.
Også lige en tak til de andre deltagere i Eggersdorf turen for gode snakke. Jeg er imponeret over den kæmpe viden om fly og flyvning, som deltagerne sidder inde med, og som de gerne deler med os nye elever.
Fredag d. 4.8. – den planlagte hjemflyvningsdag.
(Vagn). På hjemturen fløj jeg efter tankning på Neustadt Glewe til Grube, en plads 30 km SSV for Puttgarten, sidste plads før ‘hoppet’.
Det er en aktiv svæveflyveplads, også med lidt UL og en Cessna, ligger afsides, 500 m græsbane, PPR. Jeg havde ringet i forvejen, landing ok, flinke folk. Jeg lavede flyveplan Grube – Ringsted, og jeg overtalte og forberedte flyvelederen på at ringe til Bremen Info og åbne min flyveplan. I luften i 3500 fod kunne jeg som frygtet ikke få kontakt med Bremen Info selv om jeg tydeligt hørte dem. Efter noget ping-pong jeg ikke helt forstod må Grube have åbnet flyveplanen, i hvert fald kunne Copenhagen Info, som åbenbart hørte mig fint, bekræfte den var åbnet. – Landede velbeholdent i Ringsted 16:42.
Efterskrift ang. flyveplan: Jeg har ringet til Copenhagen Info og forhørt mig. Den korrekte procedure er at flyvelederen på afgangspladsen åbner flyveplanen, ved at ringe til den pågældende Information. Hvis flyvelederen på afgangspladsen af uransagelige grunde ikke vil åbne flyveplanen, eller hvis jeg frygter at i dette tilfælde Bremen Info ikke vil kunne høre mig i luften skal jeg selv ringe til Bremen Info når jeg er ‘abflugbereit’ og bede dem åbne flyveplanen. Bremen Info nås på +49 (0)69 7807 2500. Jeg vil tro man skal være forberedt på at sige tidspunktet man vil være i luften, altså tidspunktet flyveplanen skal åbnes på. – Flyveplanen skal åbnes i start-landet.
Slutning.
Jeg fik i Savannah`en fløjet næsten 20 timer. Skoleflyveren, vor nye SkyRanger 35 timer, så et forsigtigt bud på det samlede antal flyvetimer er vel hen i mod de 300 timer. Ganske godt, og så uden de store tekniske problemer. Ib punkterede. Klubflyet tabte strømmen, kunne ikke lade. Regulatoren manglede stelforbindelsen. Radioen virker kun nu og da, så alt er som det plejer at være.
Lidt ærgerligt at CarstenP og Annemarie ikke kunne deltage. Ferien for dem var brugt op. Tyskerne spurgte efter jer. Også lidt ærgerligt, at vor Unions økonomiske støtte til og deltagelse i turen manglede. Husk, at der kommer ca. 15 fly og 30 personer op til os i uge 31 til næste år. Om vi kan få det lavet til Året 2007`s Dulfu-træf, eller om det skal være et rent Albatros arrangement, det må tiden vise, men vi så gerne det første.
Tak til alle, der var med til at gøre turen til en oplevelse for livet. En speciel tak til Johnny, der tog slæbet med klubflyet, til stor glæde for klubbens elever.
Freddy.