Lidt noter fra vort 25 års jubilæumsfest i går søndag den 5.august.
Flemming.T, Anders.J, Jesper.G, Johnny, Jens.J, Freddy ogogog? stod for planlægningen og det praktiske, dvs. tømning af klubhangaren, bordopsætning og -dækning, bespisning og oprydning efter 97 fremmødte. Man havde gættet på 100, så var da fint ramt.
Toastmaster Carl.N holdt løjerne i stramme tøjler og bød velkommen og vi skålede i velkomstdrinken, som det flittige køkkenpersonale havde skænket op på forhånd og sat ud på bordene -og til husorkestret, Radioens Bigband i miniformat (Søndergaard og Sørensen, 4 mand). Klubhuset bestod den store lydtryksprøve.
Inden vi gik til bords, var der rig lejlighed til at konverserer hinanden i det gode vejr og få sagt hej og go’dav.
Jylland var repræsenteret ved Farmeren fra Bjerre, Thorkild Frederiksen, som kom flyvende i sin CTSW og Fyn og Sydhavsøerne var repræsenteret ved Bo Rønnow som kom flyvende i sin altvejrsjager.
Præsten fra Nakskov og frue kom kørende. Der skulle handles på vejen. Hans Havsager og frue, John Carlsen og frue kom kørende fra Ringsted. Formand Claus Brun m.fl. fra Ringsted Motorflyveklub måtte også ty til biltransport…….
samt tidl. borgmester for Ballerup kommune Ove Dahlsgaard. Den nuværende borgmester var forhindret. Og vor egen formand Lars og frue. Fra Eggersdorf kom Bea i bil og flyvende i CT kom Werner. Ingen nævnt, ingen glemt………….
Menu’en stod på Husets Grillpølser og marineret flankesteak? med fine salater á les Seau, som Carl.N venligst bad os selv hente ved den udendørs grill. Les Seau stod pænt linet op under en til lejligheden indkøbt pavillonen (kr.124,00 hos H.Nyborg)
LarsT holdt formandstalen og orienterede om klubben og udbragte et trefoldig leve for os selv.
Bo Rønnow (ham med altvejrsjageren) gav den plugged for åben mikrofon med Janis Joplins Oh Lord won’t you buy me a Mercedes Benz i egen transskription. Bo udbragte vist også et trefoldigt leve for klubben.
Ind imellem taler og proklamationer spillede Radioens Bigband, som blæste nogen ud under åben himmel for at konversere og flyversnakke.
Ove Dahlsgaard holdt en forfriskende tale og lagde ikke skjul på at han støttede klubbens aktiviteter, ikke mindst de sociale aktiviteter. God tale, dejligt at høre. Endnu en gang måtte vi op at stå og udbringe et trefoldigt leve for klubben.
Hans Havsager holdt Dulfu’s tale og mindedes da han fik et prøvetur i klubbens Skywalker. Hans var ikke sådan at forskrække og har stædigt arbejdet for dansk ultraletflyvning siden. Et trefoldigt leve blev det til endnu engang.
Lars Mynster fra Nakskov (præsten) repræsenterede de højere magter og holdt hånden under Albatros og har gjort det siden Albatros var flittig bruger af flyvepladsen i Nakskov.
Ingrid Muus holdt klubbens festtale og den er gengivet herunder, dog uden Ingrids tonefald, pauser og gestik:
Kære albatrosser,
Tillykke med vores fødselsdag.
Jeg står her som repræsentant for den kvindelige fraktion af UL piloter i Albatros, og skal ønske os alle sammen tillykke med jubilæet, og det gør jeg med stor glæde på fraktionens vegne og takker for, at jeg blev tilbudt opgaven. Det føles som en stor ære..
En klub er dens medlemmer. Uden medlemmer ingen klub. Og uden aktive engagerede medlemmer slet ingen klub.
Mit første klubmøde i Albatros efterlod mig med en hel del skepsis overfor om det dog nogensinde ville blive en seriøs del af mit liv – det der med at flyve ultralet. En onsdag havde vi mandet os op til den lange køretur fra Gilleleje til Måløv dybt skeptiske over for hvad GPS’en påstod vi skulle gøre. Men efter at have forceret både jernbaner, store bebyggelser, en hundeklub, en snoet vej med store huller – alt sammen noget som bare ikke kunne gemme en flyveklub for slet ikke at tale om en landingsbane – ja så pludselig var den der. Adskillige hangarer i forlængelse af hinanden, et nydeligt lille klubhus, og en landingsbane som forsvandt meget hurtigt på bagsiden af en bakke langs med en jernbane og et virvar af master og ledninger – og ikke mindst en stor flok lækre mænd i deres bedste alder i vild diskussion om noget jeg ikke anede hvad var.
For jeg forstod ikke sproget. Det var som at dumpe ned i en klan fra en naboplanet. Jeg forstod lydene men jeg anede ikke hvad der blev talt om! Jeg husker Freddy var i gang med at opfinde noget med en radio, som åbenbart ikke opførte sig helt som han forventede. Det samme var åbenbart Bullers erfaring, men her gjaldt det benzinslanger og hvad der var i benzinen. Og sådan fortsatte det bordet rundt. Jeg vil ikke sige at jeg kedede mig men jeg kunne ikke deltage, for jeg begreb ikke meget.
De lugtede også anderledes end de piloter jeg var vant til at omgås i flyveklubben i Odsherred. Der var de fleste nemlig landmænd, men i Albatros lugter man af motorolie.
At blive medlem af en UL-klub efter at ha’ fløjet almindelig flyver i 24 år er et kulturchok af dimensioner. Jeg konstaterede jo lynhurtigt, at jeg var den eneste af arten kvindeligt medlem med hvad der af følger såsom ikke noget toilet i klubhuset for vi har jo grøften. Det går an til et almindeligt klubmøde af almindelig længde med beskedent væskeindtag. Så kan selv jeg holde mig! Men det er ikke attraktivt ved julefrokosten skulle jeg hilse og sige, så den første tur til det lille hus gennem sne og regn over pladsen herude gennem en iskold bælgmørk hangar til en skummel baggang med et lille lunt aftrædelse med både træk og slip men uden lås! – og en vandpumpe, der lyder som en mindre eksplosion, når den sætter i gang, var tæt på at slutte min karriere som medlem af Albatros. Men jeg holdt jo ud, og det skal siges til jeres ros, – at I altid har gået 100% ind for ligestilling mellem kønnene her i klubben. Der er stadig ikke noget toilet i klubhuset, men da der heller ikke er noget varmt vand i klubhuset er der ingen forventninger om, at madammerne vasker op!
Men efter fem års medlemskab har jeg ganske stille og roligt vænnet mig til forholdene, jeg forstår stadig ikke alt hvad der bliver snakket om men lidt har jeg da lært, ikke mindst en hel del om benzinslanger. For det er nemlig blevet sådan at det ikke kun er min flyveklub Albatros, der har fødselsdag i dag, der er faktisk noget i retning af familien – sådan lyder det i hvert fald næsten, når I annoncerer, at I har tænkt jer at kigge forbi i Siljansnäs, bare de nærmeste – og et par stykker til – og så lander der 15 fly med 30 mennesker og et par stykker til i følgebilen, og så bliver I en uge!
Og på den uge lærer man mange andre sider af familien at kende. Vi gjorde jo det første år et nummer ud af at understrege primitiviteten i faciliteterne deroppe for ikke at skrue forventningerne for meget i vejret. Men det afskrækkede ikke de unge mennesker. De tog teltene med og gik gennem regnen til badehuset og toiletterne. De gamle tilbød vi jo det fine hus i den fjerneste ende af området med gode bekvemme senge, bad, sauna, fladskærm og det hele, men da de kom igen 3 år senere nægtede de at bo i det fine hus. De rykkede ned til køjesengene og udendørs toilettet, for de ville være sammen med de andre.
Onklerne i familien var heller ikke helt begejstrede, da en af nevøerne, som ikke engang var færdig med skolen, løb med 1. pladsen i landingskonkurrencen. Og selv ham dér, der altid skal indynde sig og prøve at tiltuske sig fordele mangler heller ikke. Dommeren ved navigationskonkurrencen var ved at drukne i blomster og komplimenter.
Og som i en hver familie elsker alle de andre når de gamle dummer sig eller laver noget spektakulært. Hvem husker ikke Freddys 2. forsøg i landingskonkurrencen sidste år? Da han var på kort finale væltede stolene, da tilskuerne prøvede at komme væk.
Autoriteten i familien kan blive sat på en hård prøve, hvis retfærdighedssansen udfordres. En af de stædige nevøer påstod i navigationskonkurrencen, at der var fejl i opgaven. Uhørt! Farven på kranen ved vindmøllebyggeriet kunne ikke beskrives – bare fordi kranen i nattens løb var fjernet! Antallet af lygtepæle på broen til Sollarøen stemte ikke. Granberget stod ikke på kortet – og sådan var det hele vejen igennem. Så er det godt at være dommer og hævde den ubestridelige autoritet der lyder sådan her: sådan er det fordi jeg siger det! Og tænk, det fandt man sig i.
Den årlige familiemiddag julefrokosten indeholder også velkendte elementer fra familielivet: anstrengelserne for at tilrane sig mandelgaven kan nå uanede højder. Det år, hvor mandelen stadig lå hjemme på Hans Lofts køkkenbord mens alamanden blev inhaleret her i huset blev det den største mandelstump, der måtte udgøre det for mandel. Men først efter Benny, tror jeg det var, havde forsøgt sig med det største antal store mandelstumper faldt afgørelsen.
Og Pakkelegen efter middagen kan næsten komme til at ligne en arvestrid – man satser alt på at få tiltusket sig arvesølvet – og opdager at det kun er totårnet. Hvem husker ikke jagten rundt i klubhuset efter den interessant udseende pose med noget forventeligt vældigt spændende i, noget som viste sig at være årets bortkomne mandelgave – og gaven var: Opvasken! Hvis jeg ikke husker helt galt, blev det vist Buller som var den ”heldige” vinder.
Jo, der sker meget her i familien, og når man som jeg er udensogns og derfor ikke kommer så tit når der trommes sammen ja så er det trygt at vide at der kan ikke opstå et muldvarpeskud på banen, stjæles en græsklipper eller flyves en soloflyvning før vores lokale og som oftest pålidelige men altid troværdige jungletrommeslager Piet sørger for at få det spredt ud inden solnedgang. Selv da kronprinseparret måtte sende afbud 1. april fik vi det sørme hurtigt at vide.
Så, på trods af et relativt kort medlemskab – kun fem år i forhold til de 25, føler jeg mig meget hjemme i Albatros. Nu er jeg så flyttet over i højresædet. Jeg takker både Hans Loft og Thore for jeres anstrengelser for at holde mig i venstresædet, men alt har sin tid. Og jeg fortsætter som passiv albatosse, for jeg vil have lov til fortsat at komme med laks eller kage til julefrokosten de næste 25 år selv om jeg ikke længere sparker dæk og selv om jeg stadig ikke har fundet den der parfume, som lugter af motorolie.
Tillykke med dagen, happy landings de næste 25 år, og skal vi så ikke udbringe et leve for flyveklubben Albatros
Freddy var dagens sidste taler og udtrykte sin egen uforbeholdne mening om musikken og takkede alle for at denne fest kunne gennemføres.
